Søren Dahl, manden bag det mangeårige talkshow, “Café Hack”, kan fremover høres søndag formiddag.

TALKSHOW: Vil du gerne tæt på navne som Peter Ingemann, Nicolaj Kopernikus, Hammerslagsvært Christian Degn eller måske den tidligere toppolitiker, Hans Engell? Så kan du godt glæde dig.

Nu stempler Søren Dahl nemlig ind på Radio NORDJYSKE, hvor vi kommer til at sende “Dahl på Hack” hver søndag fra 10 til 12 – med premiere 6. maj.

“Dahl på Hack” er dybest set videreførelsen af det mangeårige radio-talkshow “Café Hack”, som blev sendt på Danmarks Radios P4 fra 2003 og frem. Det foregår stadig på den århusianske Café Hack – opkaldt efter Hack Kampmann, der tegnede Aarhus Teater, som Café Hack deler adresse med på Bispetorvet i Aarhus.

Radio NORDJYSKE hopper fra søndag 6. maj med på vognen, og dermed kan du lytte til to hyggelige timer med kendte gæster, sjove anekdoter og go’ musik mellem klokken 10 og 12.

Det betyder samtidig, at Anders Fuglsangs “Frivillig Public Service” flytter lidt om søndagen. Det sender vi fremover fra 14 til 16.